Danmarks strategi i kampen mod Corona pandemien ligger nogenlunde i midten, sammenlignet med andre europæiske lande. Vi har aldrig haft udgangsforbud, som fx i Spanien, Italien og endda Tyskland. Men store dele af den danske økonomi blev lukket ned. Strategien er en balancegang mellem at holde smittefaren under kontrol og begrænse skaden for økonomien. Det er gået relativ godt med at få smittefaren under kontrol, men hvordan er det gået med at begrænse de økonomiske skader? Læs mere på erhvervsposten.dk, hvor du altid kan blive klog på nyheder inden for erhvervslivet.
Hjælper hjælpepakkerne?
For at forhindre en eksplosion af arbejdsløshed og konkurser har den danske regering gennemført en stor redningsaktion, med hjælpepakker i milliardklassen. Samtidig har man lempet nogle af reglerne omkring dagpenge og sygedagpenge. Der er ingen tvivl om at hjælpepakkerne har hjulpet med at afbøde en total nedsmeltning af dansk økonomi. Men hvor meget, det kan godt diskuteres.
For nogle virksomheder er hjælpepakkerne simpelthen kommet for sent. Det skete fx for Arnold Busk, en af Danmarks mest traditionsrige boghandlere. Der har naturligvis været en del bitterhed fra Arnold Busks side. Men det står også klart, at virksomhedens økonomi i forvejen har været skrantende. Og sådan vil det også være i mange andre situationer.
Hvordan passer hjælpepakkerne ind i markedsloven?
På en måde kan det som nu sker ses som en naturlig konsekvens af kapitalismens doktriner. Kapitalismen frabeder sig som regel indblanding fra regeringer. I princip gælder jungleloven, hvor kun de stærkeste overlever. Set fra den vinkel er det bare surt for virksomheder som Arnold Busk.
Men situationen bør også give stof til eftertanke. Det viser sig nemlig tydeligt, at markedsloven alene ikke kan fungere som en basis for et velfungerende samfund. Det gør det måske så længe alt løber på skinner. Men kriser som Corona er en del af virkeligheden. Ingen ved hvornår, men alle bør vide at de vil komme fra tid til anden. Og et samfund er meget mere end regneark, bundlinjer og årsbalancer kan tage højde for.
Hvordan klarer selvejende institutioner sig?
Selvejende institutioner udgør størstedelen af det danske kulturliv. Nogle tror måske at kulturlivet umiddelbart ikke har så meget med erhvervslivet at gøre, men det gør det i den grad. Selvejende institutioner er mange ting: efterskoler, højskoler, universiteter, friskoler og gymnasier, kunstgallerier, foreninger, klubber, og meget mere. Kort sagt, alt der gør livet spændende og interessant og har med læring og uddannelse at gøre. Selvejende institutioner kan også ses som virksomheder med en offentlig interesse. Så de er ekstrem vigtige for at samfundet kan fungere. Produktionsvirksomheder er naturligvis også vigtige. Men når en produktions- eller handelsvirksomhed går ned med flaget, har det som regel ikke så vidtrækkende konsekvenser som når en selvejende institution må dreje nøglen.
Kulturministeren har afsat 200 millioner til at støtte nødlidende selvejende institutioner. Det bliver spændende at se om det er nok.
Alt i alt kommer der nok til at gå lang tid, før den samlede effekt og det fuldendte resultat af krisen vil vise sig i erhvervslivet og Danmarks økonomi.
